Om ReSTOR®-linsen

ReSTOR®-linsen er en helt ny type multifokal-linse med et unikt design. Den giver mulighed for et godt syn på både kort og lang afstand. ReSTOR®-linsen hjælper mennesker med alderssyn og grå stær til at se godt uden briller, og den kan også være et alternativ til en laseroperation.
 
Opereres ind i øjet
ReSTOR®-linsen er i modsætning til en kontaktlinse, der sidder uden på øjet, en linse som opereres ind i øjet og erstatter den menneskelige linse. Dens særlige egenskab er, at den er multifokal. Multifokal betyder flere fokus, det vil sige den muliggør at man kan stille skarpt både på kort og lang afstand.
 
Som to par briller
ReSTOR® fungerer som et par læse- og afstandsbriller på samme tid. Man kan sige, at linsen skaber to billeder på øjets nethinde samtidig; et afstandsbillede og et nærbillede. Når øjet ser på kort afstand er billedet skarpt, og når det ser på lang afstand, er det ligeledes skarpt. Hjernen vælger, uden at det bemærkes, selv det skarpe billede. Man oplever derfor et velfungerende syn på både kort og lang afstand.
Til sammenligning er den linse, som man normalt tilbydes ved en grå stær operation, monofokal (ét fokus). Den kan som regel kun give skarpt syn på enten lang eller kort afstand. Det betyder, at patienten i de fleste tilfælde fortsat har brug for et par læsebriller eller et par afstandsbriller.
 
ReSTOR®-behandlingen
En ReSTOR®-behandling kan hjælpe dig, som har fået ”gammelmandssyn” (presbyopi), grå stær eller som søger et alternativ til laseroperation til at slippe for at bruge briller. Ved en ReSTOR®-behandling udskiftes øjets egen linse med en ReSTOR®-linse.
Forundersøgelse
For at afgøre, om en ReSTOR®-behandling er det rigtige for dig foretages en grundig forundersøgelse af dine øjne hos øjenlægen. Kun de, som kan forventes at opnå et godt resultat af behandlingen, opereres. Forundersøgelsen finder sted ved et almindeligt øjenlægebesøg, hvor du også vil får grundig information om selve ReSTOR®-behandlingen. Her har du også mulighed for at få svar på de spørgsmål, som du måtte have.

Operationen
Øjet bedøves med øjendråber og selve operationen tager blot 15-20 minutter. Under indgrebet tages øjets egen linse bort med et særligt instrument. Når linsen er væk sættes en ReSTOR®-linse ind i stedet. Indgrebet er smertefrit .
Efter operationen
Efter operationen skal du hvile dig et kort stykke tid, inden du tager hjem. Dagen efter foretages en kontrol. Du får samtidig øjendråber, som forhindrer infektioner og samtidig hjælper med til at få øjet til at hele hurtigt.
De fleste oplever farver meget stærkere allerede dagen efter operationen, men det varierer fra patient til patient, hvor hurtigt øjet heles. De fleste ser dog så godt allerede dagen efter, at de kan genoptage deres almindelige gøremål.
Man opererer et øje af gangen, og dagene mellem de to operationer kan opleves lidt besværlige, da øjnene nu har meget forskelligt syn. Som regel opnås optimalt syn på læseafstand hurtigst, mens synet på længere afstand gradvis forbedres, mens hjernen vænner sig til ReSTOR®-linsen.
 
Videnskabelig testet
Undersøgelser har vist at 80 procent af ReSTOR®-patienterne klarer sig helt uden briller og 94 procent er så tilfredse med den synskvalitet, ReSTOR® giver dem, at de ville vælge ReSTOR® igen.
 
At klare sig uden briller
For at man kan sælge medicinsk udstyr i USA kræves en godkendelse af FDA (Food & Drug Administration). FDA svarer til Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen i Danmark. De meget omfattende studier (1) som blev foretaget inden FDA godkendte ReSTOR®-linsen, viste, at 80 procent af ReSTOR®-patienterne helt kunne undvære deres briller. Studierne gennemførtes både i USA og Europa på grå stær-patienter. Til sammenligning kan kun 10 procent af de, som gennemgår en almindelig grå stær operation, klare sig uden briller.
 
4 ud af 5 læser avis uden briller
I et særligt studie (2) testedes ReSTOR®-patienter for deres evne til at læse tekster med meget lille skrift, som i f.eks. aviser. 4 ud af 5 kunne læse den lille tekst uden briller. Til sammenligning kunne kun 1 ud af 13, som havde fået indopereret almindelige monofokale linser, læse den samme type tekst uden briller.
 
Det mest brugte linsemateriale i verden
ReSTOR®-linsen er en AcrySof®-linse, som er fremstillet af et særligt akryl-materiale der fungerer meget fint sammen med øjet. Materialet blev udviklet i 1994 og siden er mere end 26 millioner AcrySof®-linser blev indopereret verden over (april 2006).

1) FDA Summary of safety and effectivenes data.
2) Vromen DT. AcrySof ReSTOR® MA60D3 and SA60D3 IOLs and MA60BM monofocal IOL: comparison. Scientific poster and presentation presented at: ASCRS Symposium on Cataract, IOL and Refractive Surgery; April 2004, San Diego, Calif. Poster 679. 

 
Værd at vide inden operationen
Her er lidt nyttig information som relaterer sig til operationen, og du kan naturligvis få endnu mere at vide af din øjenlæge.
Begge øjne bør opereres
ReSTOR®-behandlingen fungerer bedst, når at du har fået begge øjne opereret. Man opererer et øje af gangen og tiden mellem den første og den anden operation kan opleves lidt besværlig, fordi der vil være relativ stor forskel på de to øjne. Derfor er det som regel bedst at operere det andet øje så hurtigt som muligt efter det første.
 
Du læser bedst i en afstand på 35 cm fra øjet
ReSTOR®-linsen gør det muligt at se godt på både kort og lang afstand. Hvis du havde ”gammelmandssyn” før operationen er du blevet vant til at se bedre på lang afstand, end da du var yngre. Mennesker med gammelmandssyn læser gerne med ”lange arme”. Efter operationen er det vigtigt, at du igen holder det, du læser, i en afstand på 35 cm fra øjet. Ligesom du gjorde, da du var ung.
 

God belysning
Som altid er det bedst at læse eller lave håndarbejde i god belysning, og det er netop ved godt lys at ReSTOR®-linsen hjælper dine øjne optimalt.

Din evne til at se langt bliver bedre og bedre
Læsestyrken som er i ReSTOR®-linsen, betyder, at synet over længere afstand kan opleves lidt sløret i begyndelsen. Efterhånden som hjernen vænner sig til de nye linser aftager den oplevelse, og synet over lang afstand bliver bedre og bedre.
 
Bilkørsel om natten
Når du ikke længere har grå stær, bliver det meget nemmere at køre bil om natten. Patienter med ReSTOR®-linser kan af og til se en lys ring omkring billygterne på modkørende biler og fra andre lyskilder. Det er som regel et mindre ubehag og det bliver normalt bedre med tiden.
 
Uskarphed kan forekomme på mellemafstand
ReSTOR®-linsen er lavet, så du kan se skarpt på lang og kort afstand. Det betyder, at du f.eks. kan se TV, køre bil, læse priser, sminke dig, læse en bog og læse et menukort uden briller. På afstande mellem 60-70 cm kan du se men ikke nødvendigvis med fuld skarphed. For nogle er det nemmest at tilpasse arbejdet til den afstand, hvor synet er bedst. Andre foretrækker at bruge svage briller ved f.eks. computeren, hvis den er placeret på lidt længere afstand. Som regel kan man dog arbejde ved en bærbar computer uden problemer. Generelt gælder det, at synet med tiden også på mellemafstand forbedres. Det skyldes en tilvænningsproces i hjernen.
 

Sekundær grå stær
Når den grumsede linse er borte efter operationen, kan man ikke få grå stær igen. Det sker dog, at nogle få patienter oplever at synet med tiden atter bliver grumset. Det kan ske med alle typer indopererede linser og kaldes for sekundær grå stær eller ”PCO”. Sekundær grå stær behandles meget enkelt med laser på øjenklinikken.
 
Tilbage

 

 

 

Klinikken er lukket fredag den 18. maj

    

  Tlf.: 96 20 50 30
 
Åbningstider:
Mandag
8.00 - 17.00
Tirsdag
8.00 - 15.00
Onsdag
8.00 - 17.00
Torsdag
8.00 - 15.00
Fredag
8.00 - 15.00

 

Telefontid:
Man-torsdag
9.00 - 12.00
Fredag
9.00 - 10.00

 

Husk: Sygesikringskortet
 
Ikast Øjenklinik ApS
Danmarksgade 5C
7430 Ikast